
Opskrift
Pizzadej og pizzasauce (Hjemmelavet Pizza)
Denne opskrift på hjemmelavet pizza er en af de absolut bedste pizzadej opskrifter på en lækker, sprød, luftig og nem pizzabund. Pizzaopskriften er hurtig, nem og langt bedre end de færdigblandede pizzadej mel-blandinger og færdigbagte frosne pizzaer og pizzabunde man kan købe i supermarkeder.
Simple tips til at bage den perfekte lækre og sprøde pizzabund
Inden du kaster dig ud i at fremtrylle den lækre italienske hjemmelavede pizza, er der nogle få simple og nemme (men vigtige) tips man med fordel kan følge, for at få den helt perfekte sprøde og luftige pizzabund.
Brug den rette mel til din pizzadej
Det er ikke helt ligegyldigt hvilke mel du bruger til at bage pizzabunden på. For at få den bedste pizzadej bør du ikke bruge almindeligt hvedemel, men derimod Tipo 00 hvedemel – evt. blandet med noget Durummel. I denne opskrift benytter vi Tipo 00 Hvedemel og Semola Durummel. Tipo 00 er hvede malet til det fineste mel efter traditionelle italienske metoder. Den fine formaling og melets naturlige indhold af gluten, øger melets evne til at optage vand, hvilket gør at pizzadejen bliver mere elastisk under æltningen og giver det færdige bagværk en rigtig god krumme og en lækker sprød skorpe
Ælt dejen godt og grundigt igennem (10-15 minutter)
Når du skal ælte en pizzadej, skal du være opmærksom på at ingredienserne skal blandes i, i en vis rækkefølge samt at dejen derefter skal æltes rigtig godt igennem. I modsætning til når man eks. bager boller hvor et par minutters æltning er nok, skal pizzadejen æltes i mindst 10-15 minutter indtil dejen er glat, elastisk og lidt blank. Man kan med fordel benytte en røremaskine til at rører dejen, hvis man syntes det bliver for hårdt at ælte pizzadejen i 15 minutter.
Hold igen med tomatsovs og toppings (pizza fyld mv.)
Når man laver hjemmelavet pizza, kan man godt lade sig rive lidt med og være lidt for gavmild med at fylde tomatsovs og toppings på pizzaen. Men faktisk bør man være lidt forsigtig med at fylde for meget tomatsovs, ost mv. på pizzaen inden den skal bage – da du risikere at pizzaen falder sammen og bliver blød i stedet for luftig og sprød.
Bag pizzaen på en pizzasten/bageplade ved høj temperatur i kort tid.
Når du skal bage en pizza, er det vigtigt at du bager den ved meget høj temperatur, gerne omkring 290° – og hvis muligt, meget gerne på en forvarmet pizzasten/bagesten.
Sidst men ikke mindst – vent med olivenolie og grønt til efter bagning
Vent med at hælde olivenolie og frisk grønt på pizzaen, til efter at pizzaen er bagt og kommet ud af ovnen. Hælder du olivenolie eller friskt grønt (eks. Basilikum) ud over pizzaen inden den bager, bliver pizzabunden blød og det friske grønt brændt.
Og lad os så komme i gang med at bage en sprød og lækker hjemmelavet Italiensk pizza.
Ingredienser
Pizzadej
2 dl | Vand |
10 g | Gær |
1 tsk. | Sukker |
200 g | Tipo 00 Hvemel |
100 g | Semola Durummel |
1 spsk. | Olivenolie |
1 tsk. | Salt *med top |
Pizzasauce
1 dåse | Tomater (hakkede) |
1 dl | Olivenolie |
1 håndfuld | Basilikum *inkl. stilke |
½ håndfuld | Timian *frisk |
1 tsk. | Salt |
1 fed | Hvidløg |
Fremgangsmåde
Pizzasauce
- Skræl hvidløget og blancher det kortvarigt i kogende vand på en stegepande eller i en tykbundet gryde - dette fjerner den "skarpe hvidløgssmag" i hvidløget.
- Kom alle ingredienser (inkl. det blancherede hvidløg) i en blender og blend det godt igennem i 3-4 minutter ved høj hastighed.
- Sæt pizzasaucen på køl i køleskabet.
Bland Ingredienserne til pizzadejen
- Bland vand, gær og sukker sammen og rør indtil det er opløst
- Tilsæt halvdelen af Tipo 00 hvedemelet og halvdelen af Semola Durummelet - og rør indtil der ikke er flere klumper.
- Tilsæt salt og olie - og rør det igennem
- Tilsæt resten af Tipo 00 hvedemelet og resten af Semola Durummelet (Hvis dejen føles for våd, kan du spæde op med Tipo 00 mel).
- Ælt dejen sammen - grundigt og længe i 10-15 minutter - indtil dejen begynder at blive glat og smidig at røre ved. Lav evt. et snit i dejen og tjek, at dejen er skinnende indvendig.
- Lad pizzadejen hæve i køleskabet i en times tid eller til den er dobbeltstørrelse. *Du kan evt. lave pizzadejen dagen før og lade den stå i køleskabet natten over i og få lidt ekstra oomph , men det er ikke vigtigt.
Skær dejen ud i boller, ælt og sæt til hævning igen
- Tag dejen ud af køleskabet og skær den ud i boller af ca 180 gr.
- Ælt bollerne ved at folde ydersiden ind mod midten - ælt indtil bollen får en glat og spændstig overflade. (Bollen skal rette sig op af sig selv, når man trykker på den).
- Læg bollerne på en bakke og lad hvile 30 min til en 1 time.
Rul dejen ud til lækre, tynde og smidige pizzaer
- Tag en bolle af pizzadejen og rul den ud, så den bliver til en flad pizzabund på ca 25 cm i diameter. Hvis dejen er svær at massere ud kan du benytte en bagerulle - bemærk dog at dette vil fjene luftboblerne i pizzadejen. *Du skal IKKE ælte dejen før du ruller den ud. Ælter du dejen før du ruller den ud, bliver dejen "aktiv" igen, og meget svær at rulle ud, uden at dejen trækker sig sammen igen med det samme.
- Tilføj 1-2 spsk. af den kølige pizzasauce og fordel det ud over pizzabunden. Undgå at fordele pizzasaucen helt ud til kanten af pizzabunden (ca. 2 cm til kanten).
- Tilføj dine favorit toppings som eks. frisk mozzarella ost, soltørrede tomater og oliven osv. (undgå så vidt som muligt væde, da dette kan gøre pizza blød)
- Bag pizzaen i ovnen ved 290° i ca 8 minutter indtil den er gyldenbrun. (brug IKKE varmluft)
- Tag pizzaen ud af ovnen og hæld lidt olivenolie, salt, pebr og friskt grønt ud over den - og lad den stå i 3-4 minutter.
- Skær pizzaen ud og server - Buon appetito!
Instruktionsvideo for tilberedelse af Pizzadej og pizzasauce (Hjemmelavet Pizza)
Ernæringsfakta
Mængde pr. | 100 g |
Kalorier (kcal) | 266 kcal |
Fedt | 10 g |
Mættet fedt | 4.5 g |
Enkeltumættede fedtsyrer | 2.6 g |
Flerumættede fedtsyrer | 1.7 g |
Kolesterol | 17 mg |
Natrium | 598 mg |
Kulhydrat | 33 g |
Sukker | 3.6 g |
Kostfibre | 2.3 g |
Protein | 11 g |
Jeg må nok sige at vi blev overrasket herhjemme, over hvor meget bedre pizzabunden bliver med det fine hvedemel og hvor stor en forskel der er på at bage pizzaen på en rigtig pizzasten i stedet for på en almindelig bageplade. Vi prøvede først at bage pizzaen på en almindelig metal bageplade i vores ovn på 280 grader – det var ikke godt, bagepladen bøjede helt sammen på grund af varmen tror jeg og pizzaen blev brændt i bunden og stenhård. Vi prøvede så at købe en pizzasten – og hold da op en forskel det gør. Når vi bager pizzaen på en pizzasten bliver pizzaen luftig, sprød og dejlig gylden – den bliver nærmest helt professionel 🙂
Vi kiggede på forskellige pizzasten og endte med at købe en pakke hvor der også var en pizzaskovl med – og har ikke fortrudt et øjeblik: https://www.coolstuff.dk/Pizzasten-Af-Lava-Fra-Etna
@heidi, tak for tippet og god detalje med at man også bør have en pizzaskovl til at få pizzaen ind og ud af ovnen ?
Så lækkert 🙂
Vi bruger bagesten til alt hjemmebag herhjemme, kan klart anbefales.
Den smager godt og er nem at lave.
Det er nu familiens yndlingsopskrift på pizzadej 🙂
Er der nogen der ved om man kan lave pizzadejen om aftenen og så lade den stå på køl og hæve indtil man skal lave aftensmad dagen efter?
Hej Julie, det gør vi nogle gange herhjemme. Hvis jeg ved at pizzadejen skal stå og hæve i køleskabet natten over, bruger jeg en mindre mængde gær, end hvis jeg skal bage pizzaerne lige efter jeg har lavet pizzadejen.
Er der nogen der ved om man kan bruge tørgær i stedet for almindeligt gær?
Hej Isabel, det kan du sagtens – du skal bare huske at blande tørgæren sammen med melet inden du tilsætter væske. Du kan læse lidt mere her om forskellen på tørgær og frisk gær.
Lækker pizzadej.