Chile

Chile og Chilensk Vin

Chile og Vin Chiles vinmarker strækker sig over 1.400 og spænder fra Atacamaørkenen til det kolde Patagonien. Chiles vinproducenter kan bruge betegnelserne Costa (kysten), Entre Cordilleras (mellem kystbjergkæden og Andesbjergene) og Andes på etiketterne for at indikere, hvor druerne er dyrket. Men selv langs den fashionable kyststribe kan der være stor forskel i forholdene på de kystnære marker, der er mest påvirket af havet, og markerne på de østvendte skråninger langs kystbjergkæden (Cordillera de la Costa). Og det er ikke bare klimaet, der kan variere enormt afhængigt af længde- og breddegraden, men også jordbunden og grundfjeldet under den – hvilket er Chiles berejste terroirkonsulent Pedro Parras store interesse.

Granit, skifer og ler

Ældgammel granit samt, visse steder, skifer og glimmerskifer, mens dyb ler- eller lermuld, silt og sandaflejringer er almindelige i slettelandet mellem kystbjergene og Andesbjergene, hvor jorden gerne består af kolluviale eller alluviale aflejringer og derfor giver vinavleren en utrolig mange forskellige terroirs at arbejde med.

Chile er et paradis for vinavlere

Chile er usædvanlig velegnet til vinavl. Det stabile middelhavsklima sikrer dag efter dag med skyfri himmel en tor, stort set ikke-forurenet atmosfære (bortset fra omkring Santiago). Hvis landet har nogen dyrkningsmæssig ulempe, er det, at somrene er næsten den regn. Allerede inkarigets bønder var opmærksomme på problemet og gravede møjsommeligt et omfattende netværk af kanaler og grøfter, der kunne forsyne landet med smeltevand fra Andesbjergene. Dette imponerende om end lidt upålidelige kunstvandingssystem er på de nyere vinmarker erstattet af drypvandingsanlæg, der både kan tilføre gødning (hvilket ofte er nødvendigt på de mere sandede jorder) og kan reguleres mere følsomt i forhold til behovet i hver enkelt række på vinmarken. Med let, men generelt frugtbar jord og total kontrol over vandtilførslen bliver det lettere at dyrke druer. Faktisk vælger de mere kvalitetsbevidste producenter nu bevidst en ringere jordbund til deres bedste vine.

Chilensk vindyrkning og vanding

Nogle af de ældre marker i det sydlige Chile er altid blevet dyrket uden kunstvanding. I visse af de nyere vinregioner er man nødt til at foretage kostelige vandboringer, og der er af og til konflikter omkring vandrettigheder. Råd og meldug forekommer, dog sjældnere end i det meste af Europa og for den sags skyld i Argentina på den anden side af Andesbjergene. Chile har endnu en udtalt fordel som vinland, som sagtens kan skyldes landets geografiske isolation: ingen Phylloxera (skadedyr). Vinstokkene kan trygt dyrkes på egne rødder, og det betyder, at en ny vinmark kan anlægges ved at sætte stiklinger direkte ned i jorden uden at bruge tid og penge på at pode dem på resistente grundstammer selv om podning på særlige grundstammer dog er meget mere udbredt i dag. De kan fremme jævnere modning, tilpasse sorter til bestemte voksesteder, fremme modstandsdygtighed over for lokale skadedyr som eks. nematoder – og selvfølgelig sikre stokkene, hvis det øgede antal besøgende fra andre regioner uafvidende skulle bringe phylloxera med sig.

De chilenske vinmarker

Frem til de sene 1990’ere var Chiles mest udbredte drue den almindelige País (Criolla Chica i Argentina, Mission i Californien), som stadig dyrkes meget til de papvine, der er så populære i Chile. Men et stigende antal producenter, både store og små, tager nu sorten alvorligt, sarligt når det gælder de gamle buskstokke i Maule og Itata. Chile er også rigt på veltilpassede Bordeaux-sorter – fra stiklinger, som blev importeret direkte fra Frankrig, inden phylloxera hærgede Europas vinmarker.

I mindst et århundrede var de chilenske vinmarker domineret af País, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc (der, viste det sig, i mange tilfælde var Sauvignon Vert eller Sauvignonasse) og Merlot (hvoraf meget viste sig at være Carmenère, en sarligt livskraftig Bordeaux-sort, der kan give druer med et noget grant prag og derfor tit er bedre i sammenstikninger end alene). Men i det sene 1900-tal og de tidlige ar af det nye årtusind plantede man et mylder af bedre kloner og nye sorter, hvilket øgede de smagsmæssige muligheder signifikant fra disse utrolig sunde vinmarker – ikke mindst fordi alle de nye vinregioner ligger køligere end de gamle. I dag er Cabernet stadig den forende drue, men landet producerer også hæderlige vine på Syrah, Pinot Noir, Malbec, Sauvignons Blanc og Gris, Viognier, Chardonnay, Gewürztraminer og endda Riesling.

Det nordlige Chile

Striben af nye vinregioner er køligere end Valle Central, fordi de ligger tættere på havet, tættere på Antarktis og/eller tættere pa himlen. Den mest dramatiske udvidelse af Chiles vinareal har nok fundet sted længst mod nord, selv om kunstvanding er en nødvendighed her, og ikke altid nem at sikre. Her vokser stokkene nu 2.500 m over Stillehavet midt i Atacamaørkenen på en håndfuld små parceller omkring Salar de Atacama. Den højeste ligger 3.500 m over havet næsten på grænsen til Bolivia.

Vinen fra disse marker kaldes Ayllu – “landsby- samfund”- og er sammenstikninger af Syrah, Malbec, Pinot Noir og País. Den nordligste vinmark ligger 350 km længere mod nord sydvest for Iquique på 20. sydlige breddegrad. Alle disse udposter ligger et godt stykke nord for Elqui og Limarí. Dalen Valle del Elqui med de stejle sider har i årevis været hjemsted for druer til spisning og til pisco, men det italienskejede vineri Viña Falernia har bevist, at regionen også kan levere prisvindende vine, især en særligt slagkraftig Syrah, fra marker i 2.000 meters højde.

Endnu højere oppe i Elqui-bjergene har Marcelo Retamal – den innovative producent De Martinos berømte vinmager – plantet Syrah og andre middelhavssorter i 2.206 meters højde på vingarden Viñedos de Alcohuaz. De stejle granitjordsskråninger her leder tankerne mod det nordlige Rhône. Limarí mod syd er en mere åben dal hvis vinmarker ligger betydeligt tættere ved kysten og køles af Stillehavet, for her er der som et af de få steder i Chile ingen bjerge langs kysten til at blokere for den kolde havluft. Tabali, hvis marker ligger kun 12 km fra kysten, har da også bevist, at de kan lave Sauvignon Blanc og Chardonnay i verdensklasse sammen med stadigt finere Pinot Noir. Ligesom i Elqui er stedet oprindeligt pisco-område, 0g en gren af det lokale pisco-kooperativ var i mange ar det eneste vineri på egnen. Det vidner om den nationale tiltro til områdets potentiale, at landets ubetinget største producent, Concha y Toro, trods problemer med vandmangel, købte vineriet i 2005 og omdøbte det til Viña Maycas del Limarí.

Aconcagua og Stillehavet

Den nordligste i Chile er Aconcagua, der har sit navn efter Andesbjergenes højeste tinde på 7000m. Den er sammensat af tre meget forskellige underregioner: selve den varme Aconcagua-dal og de mærkbart køligere dale Casablanca og San Antonio. Varmen i den brede, åbne Aconcagua-dal modereres af de vinde, der regelmæssigt fejer den kølige bjergluft ud mod havet Forst pà eftermiddagen, og som de fleste aftener sluser havluft op fra flodmundingen, hvorpå de vestvendte nedre skråninger af Andesbjergene afkøles. Sidst i 1800-tallet var Errázuriz-familiens store ejendom i Panquehue berømt som verdens største enkelte vinejendom. I dag dyrkes der ca. 1.000 hektar druer i Aconcagua-dalen, og mange bjergsider er blevet til vinmarker.

Der plantes også vin tættere og tættere på kysten. Vinmarkerne vest for Cosmo, 16 km fra havet, har et klima, der er nogenlunde lige så køligt som Marlborough i New Zealand, og her laver Errázuriz’ vinmager Francisco Baettig noget af Chiles fineste Pinot Noir og Chardonnay fra stokke, der er plantet i 2005 bare 12 km fra kysten.

Valle de Casablanca, der blev tilplantet i rivende hast i 1990’erne, eftersom dalen var den første af Chiles moderne vinregioner med kystklima, føjede Sauvignon Blanc, Chardonnay og Pinot Noir til landets vinpalet. Dusinvis af bodegaer, heriblandt næsten alle de store, køber eller dyrker deres druer her. Dalen ligger for langt fra Andesbjergene til at få den daglige dosis kølig bjergluft, som druerne nyder godt af længere inde i landet, og man har heller ikke adgang til smeltevand til kunstvanding. Men selv om den østligste del er lunere, ligger det meste af Casablanca-dalen så tæt ved havet, at de kølige briser generelt sænker eftermiddags- temperaturen med helt op til 10°, hvilket sammen med de milde vintre forlænger Casablancas vækstsæson med op til en måned sammenlignet med de fleste vin- marker i Valle Central.

Frost inden høsten

Forårsfrost er en tilbagevendende og irriterende trussel, og man har før set marker langs den udsatte dalbund blive ramt af frost en uge inden høsten. Vandmanglen gør det dog til en luksus at investere i sprinkleranlæg mod frosten. De naturligt ikke særlig hurtigt voksende vinstokke er også udsat for nemato der, så planterne må podes pà resistente grundstammer. Det er dyrere at dyrke vin her end andre steder. Succesen i Casablanca-dalen motiverede til udviklingen af de blade bakker langs kysten i Valle de San Antonio. Viña Leyda begyndte tilplantningen her i 1997, og regionen blev officielt godkendt i 2002. Den varierede topografi gør, at San Antonio-dalen marker endnu mere til den kølige, fugtige påvirkning fra havet end det vestlige Casablanca. Foruden Viña Leyda var de vigtigste pionerer Casa Marin, Matetic og Amayna, men mange andre vinerier henter druer her, især Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir og pà det seneste også Syrah, der har vist sig at være et af Chiles stærkeste kort. kort.

I 2018 lykkedes det Casa Marin at få godkendt en særskilt appellation, Lo Abarca, til sine usædvanligt kølige marker bare 4 km fra havet. San Antonios ufrugtbare jordbund består mest af tynde lerlag oven pà granit som i den vestligste del af Casablanca (dog med kalksten i Lo Abarca), og vand til kunstvanding er det også småt med. Valle de Leyda er en officielt anerkendt zone i den sydlige del af Valle de San Antonio. Valle Central Kortet vise Valle Centrals fire underregioner: Curicó og de tre, der har navn efter floderne Maipo, Rapel og Maule, som krydser sletten på deres vej mod kystbjergene og havet. Klimaet i Maipo er ret varmt og lider nu under smoggen fra Santiago. Den har det mindste vinareal af Valle Centrals regioner. og dens marker trues af jordpriser, der stiger voldsomt, i takt med at Santiago vokser.

I 1800-tallet skabte den korte afstand til hovedstaden en tradition for fornemme plantager og store landsteder tilhørende Chiles godsejere, hvoraf nogle grundlagde de enorme vinfirmaer, som stadig dominerer i Chile: Concha y Toro, Santa Rita og Santa Carolina. Det var her, Chiles første generation af seriøse vine blev til. Maipo er i bund og grund redvinsland, og når høstudbyttet begrænses, kan Bordeaux-sorterne give vine i verdensklasse, der kan minde lidt om Napa Valleys Cabernet, dog med en muldpræget undertone, der er udpræget chilensk. chilensk. I Puente Alto kryber vinmarkerne op ad Andesbjergenes nedre skråninger, og det er her, påvirkningen fra bjergene opleves stærkest. De relativt kølige morgener og den dårlige jordbund har allerede resulteret i nogle af Chiles mest beundrede Cabernet, såsom Almaviva, Domus Aurea, Casa Real (Santa Ritas top vin), Haras de Pique og Viñedo Chadwick.

Faktisk plantes vinmarkerne også højere oppe i hele den lange Valle Central-dal, både pà kystbjergenes skråninger i vest og pà de tørrere, køligere udløbere med de mange solskinstimer neden for Andesbjergene. Den frodige og varierede underregion Rapel lige syd for Maipo omfatter dalene Cachapoal i nord (inkl. områderne Rancagua, Requínoa og Rengo, der alle optræder pà vinetiketter) og den fashionable Colchagua i syd inkl. San Fernando, Nancagua, Chimbarongo, Marchigüe (Marchihue) og Apalta, hvor Montes og Lapostolle har til huse. Los Lingues i Andesbjergenes udløbere lige nord for San Fernando er endnu en ny DO oprettet i 2018, og det samme er Apalta, en karakteristisk, sydvendt, hesteskoformet dal, fra hvis skråninger Montes og Lapostolle fremstiller fine vine.

Cachapoal og iser Colchagua er navne, man ser oftere pà etiketter end Rapel, som stort set er forbeholdt sammen- stikninger fra begge underregioner. Colchagua, hvor Luis Felipe Edwards har plantet vinstokke helt op i 1.000 meters højde, har fået ry for at lave Chiles saftigste Carmenère. Carmenère. I den anden ende af spektret er det nye Paredones område mod vest og tæt ved Stillehavet (og pà mange måder lig San Antonio) kilde til langt mere forfriskende hvidvine, end man kan fremstille i Colchagua inde i landet. Jordbunden her er ligesom i resten af Chile enormt varieret, selv inden for små zoner som Colchagua, men her er der en del ler, som Merlot jo altid holder af, foruden den sædvanlige chilenske cocktail af siltholdig lermuld og sand med vulkansk islæt hist og her. Et godt stykke nede ad den panamerikanske hovedvej med dens ældgamle lastbiler og uforudsigelige dyreliv, ligger vinmarkerne i Curicó, inkl. underzonen Lontué, der også ofte optræder pà etiketterne. Her bliver klimaet lidt mere tempereret, og kunstvan- ding er ikke altid nødvendig. Den gennemsnitlige nedbør er 10 gange højere end i Elqui-dalen, risikoen for frost meget højere, og bjergkæden langs kysten strækker sig så langt østpå, at den blokerer for påvirkning fra Stillehavet. Miguel Torres fra Cataluña foretog en berømt investering i et vineri her i 1979 (samme år, som baron Philippe de Rothschild indgik en anden berømt transatlantisk aftale med Robert Mondavi fra Californien), og denne tillidserklæring til et vinland, som man engang mente lå alt for langt mod syd, er blevet fulgt op af mange andre. Miguel Torres’ Manso de Velasco er en af Chiles sarteste Cabernet. San Pedro-vineriet i Molina er omgivet af Sydamerikas største samlede vinareal (1.200 hektar) og drives, som så meget andet i den chilenske vinindustri, med en teknisk præcision, der ligger langt over, hvad man ellers forventer af Sydamerika.

En af de nyeste officielle vinzoner er DO’en Licantén, som også køles af det nærliggende Stillehav. Maule, den sydligste underregion i Valle Central og en af Chiles ældste vinområder, får tre gange så meget regn som Santiago (men har lige så tørre somre) og har Chiles største areal med vinmarker pà overvejende vulkansk grund. Mange af druerne er den ordinære País-sort og blandede tilplantninger med Malbec, Tannat og Carmenère. Der er også blevet plantet masser af Cabernet Sauvignon, men de game Cardigan-stokke, der dyrkes uden kunstvanding pà småbrug i den vestlige del af regionen, værdsattes stadigt mere. Indtil for nylig forsvandt de fleste af Maules druer ned i de store firmaers sammenstikninger med Valle Central på etiketten, men nu har man det beundringsværdige initiativ Vigno. Denne officielle, frivillige sammenslutning blev oprettet i 2010 for at promovere vinene pà Maules gamle Carignan-stokke. Dens medlemmer tæller både store profiler som eks. Undurraga og Concha y Toro og små som fx Gilmore og Meli. Miguel Torres har investeret stort i Pinot Noir plantet pà skiferdomineret jordbund i Empredado i det vestlige Maule, og de første årgange af betydning har ægte potentiale. Denne catalanske tilflytter er også foregangsmand for en ambitiøs mousserende vin, der stiller País i et helt nyt lys.

Det sydlige Chile Itata, Bio Bio og Malleco, de tre underregioner i Sur (som betyder ”syd” på spansk), ligger ikke nær så beskyttet af kystbjergene 0g har endnu køligere, fugtigere klima end Maule. Vil man plante nye marker her, bør man vælge sorter som Riesling, Gewürztraminer, Sauvignon Blanc, Chardonnay 0g Pinot Noir. Ældre marker er stadig domineret af País og (især i Itata) Moscatel. Itata var den første kystregion i Chile, der blev tilplantet med vin, ikke lange efter conquistadorernes ankomst. Selv i dag findes der fantastisk vildtvoksende, men sunde, ældgamle Moscatel-marker i Guarilihue 16 km fra havet, og druerne er efterspurgte blandt Chiles nye bølge af vinproducenter. Viña Aquitanias Sol de Sol-Chardonnay fra Malleco var områdets første internationalt anerkendte vin og ansporede andre til at udvide kortet over Chiles vine længere sydpå. Nu fortsætter en række vinmagere, heriblandt selvfølgelig Miguel Torres, med at flytte vinens granser endnu længere. Eks. har den kolde, våde region Osorno 575 km syd for Santiago nu et par små vinmarker inde i bjergenes vildmark mellem skove og seer. Her vokser abetræer højt oppe i bjergenes sne. De vine, der fremstilles her, bl.a. Pinot Noir og både stille og mousserende vine pà Sauvignon Blanc og Riesling, adskiller sig markant fra Chiles gængse typer. Montes har forsøgsmarker med fem forskellige sorter, herunder Riesling g Pinot Noir, pà den lille, uberørte a Mechuque, og endnu længere sydpå ligger den lokale forskningsstation for vinavl i Chile Chico i Patagonien. Vinen fortsætter sin fremmarch sydpå.