Italien

Italiensk Vin

Italiensk vin har flere stilarter, terroirs og oprindelige druesorter end noget andet land i verden. Italienske vine øverst på kvalitets-skalaen har deres helt egen livlighed, særegenhed, smag og personlighed. De græske kolonister kaldte Italien for Oenotria – vinlandet (eller rettere: Landet med opbundne vinstokke). Der dyrkes vin i det mest af Italien. Kun Frankrig laver – til tider – mere vin end Italien. Men i modsætning til Frankrig har Italien aldrig helt fundet sig til rette med centralt styre. Alle Italiens 20 vinregionerne her har deres gen kultur, tradition og vinstil.

Italiens Geografi

Geografisk har Italien et utal af muligheder for at producere et utal af gode vine, hvis skråninger, solskin og lunt klima er det, der skal til. Landets specielle fysik med
den lange bjergkæde, der oppe fra de beskyttende Alper når næsten hele vejen ned til Nordafrika, betyder, at der stort set findes alle de kombinationer, man kunne ønske sig af højde, bredde og orientering (hvilket måske er en fordel, nu hvor klimaet ændrer sig). Meget af jordbunden er vulkansk, meget er kalksten, og der er masser af gruset ler. Landskabet er så varieret, at det er næsten umuligt at generalisere. Hvis der er noget, der mangler, må det vare orden – italienske vinetiketter er og bliver en labyrint at finde rundt i. Italien er oplagt til vinavl og har så meget at byde på, men det udvikler sig også konstant, og der forskes særlig energisk og vedholdende i landets enestående udvalg af oprindelige druesorter. Det sene 1900-tals betagelse af ­internationale sorter tager nu hastigt af.

Regler for italiensk vin

Fra 1960’erne og frem gik den italienske regering i gang med den enorme opgave at udtænke et modstykke til det franske system med ”Appellation d’Origine Contrôlée” DOC (Denominazione di Origine Controllata), med alt, hvad dertil hørte, af grænsedragninger (ofte for generøse), maksimaludbytte (ditto) samt specificerede druesorter og produktionsmetoder. Der skabtes også en finere form for DOC med strengere regler, DOCG (hvor afgrænsningerne ikke kun kontrolleres, men også garanteres – en hårfin skelnen), og denne er blevet tildelt stadig oftere siden 1980’erne. I 2015 var der 332 DOC’er 0g 73 DOCG’er. Kartografer har arbejdet med at indtegne en del af deres labyrintiske grænser.

Det italienske klassifikationssystem

I 1992 vedtog man en ny lov for italiensk vin, der skulle omstrukturere klassifikationssystemet med skrappere restriktioner, bl.a. grænser for maksimaludbytte. Systemet var baseret på DOCG øverst, dernæst DOC og så en ny kategori, IGT (Indicazione Geografica Tipica). Ligesom i de franske IGP’er, kan IGT’er (de lyder ens) angive geografisk navn, druesort og sidst, men ikke mindst, årgang, hvilket var forbudt i basis-kategorien Vino da Tavola, nu kaldet Vino d’Italia.

Vino d’Italia

Vino d’Italia bruges ofte af Italiens voksende gruppe eksperimenterende vinmagere til gæringer, der er for uortodokse til de officielle smagepaneler. Af de ca. 120 IGT’er er langt de mest almindelige dem, som barer navnet på en af Italiens regioner. IGT optræder på et stigende antal etiketter – ikke mindst. fordi mange af navnene (eks. Umbrien 0g Toscana) vinder store genklang på markedet end de enkelte DOC’er. Nogle af disse regionale IGT’er, eks. Sicilien, er siden 1992 blevet ophøjet til DOC’er.

Cabernet Sauvignon

Cabernet Sauvignon blev indført her tidligt¡ 1800-tallet, og Chardonnay tog teten i det sene 1900-tals invasion af andre populære internationale sorter, eks. Merlot og Syrah. Men det blev en ulempe på det globale marked, der var mættet med internationale druesorter, og førte derfor til en længe tiltrængt revurdering af Italiens eget mylder af ofte fremragende druer. Druer som Fiano, Greco, Malvasia, Nosiola, Pecorino, Ribolla Gialla og især Vermentino til hvidvine, og Aglianico, Cesanese, Gaglioppo, Lagrein, Marzemino, Negroamaro, Nerello Mascalese, Nero d’Avola, Perricone, Primitivo og Teroldego til rødvine har allerede skabt sig et ry uden for deres hjemegn. Andre vil følge trop.

Italien har også gode hvidvine

Engang var alle de bedste Italienske vine røde, men det gælder ikke længere. Man lærte at Lave “moderne” (dvs. frisk og spred) hvidvin i 1960’erne. I 1980’erne begyndte man at tilføje den karakter, der ellers var gået tabt. Sidst i 1990’erne lykkedes det. Soave, Verdicchio samt Trentino-Alto Adige og Friulis hvide varietalvine (En vin der er opkaldt efter en enkelt druesort) er på ingen måde de eneste, man nu kan finde i skønt kompleks form. Og takket være en retro-tendens inden for “naturlig*” italiensk hvidvinsfremstilling (startet af Gravner fra Friuli og siden hyppigt kopieret) efterlades drueskallerne nu stadig oftere i gæringskarrene.

Italiensk vins udvikling

De mest beundrede italienske vine har udviklet sig betragteligt de seneste 40 år. Sidst i 1900-tallet blev en håndfuld vinguides farligt indflydelsesrige g gav konsekvent deres topkarakterer til kraftige vine i international stil, typisk skabt af en flok – nogle ville sige en for lille flok – af berejste ønologer. Men både guidernes og ønologernes ofte forudsigelige indflydelse er taget kraftigt af nu, hvor individualitet, terroir-udtryk, den helt igennem italienske syre- og tanninrigdom samt game druesorter og teknikker er kommet på mode.

Økologisk og biodynamiske vin

Når det kommer til italiensk vin, lytter man i nyere tid mere til agronomer med forstand på den stadigt mere populære økologiske og biodynamiske vinavl, som eks. Ruggero Mazzilli, der har bidraget til at omlægge hele cruen Cannubi i Barolo til økologisk vinavl. Den generelle strømning mod bedstefædrenes frem for fædrenes metoder i vinmarken og kælderen har ført til en genindførelse af traditionelle opbindings-teknikker såsom de løvtagsbaserede tendone- og pergolasystemer, der kan beskytte druerne mod solstik på Italiens stadig varmere sommerdage. Også alberello-stokke (buskstokke) har fået en renæssance. Italienske druer og vine hyldes nu med rette igen for at vare italienske.